(En leder fortæller og dramatisere sin historie)

Dengang jeg var barn. Boede jeg i en meget lille landsby, og der skete der ikke meget. På den tid var der ikke computere og kun en Tv-kanal. Når der så endeligt skete noget, så samlede hele byen sig. Alle 326 Mænd, Damer og børn. En dag kom der en Prædikant til byen. For jer der ikke ved hvad en prædikant er, så er det en hellig mand, en mand af gud, en som kunne udføre mirakler ved hjælp af bønnens kraft.

Denne prædikant ville komme til byen. Hele byen var samlet i det lokale forsamlingshus.

Alle var spændte, skulle vi virkelig se mirakler, her i vores lille by?

Oppe på scenen hang der et stort tæppe. Det var hængt op til lejligheden. Ud trådte han. En rank ældre herre med intense stirrende øjne.

”GUD VÆRE MED JER” brølede han imens hanstirrede intens rundt på hele forsamlingen. Det føltes som han stirrede alle ind i øjnene på en gang. Alle var muse stille.

”ER DER INGEN HER I FORSAMLINGEN der har brug for at blive helbredt”, fortsatte prædikanten.

Alle var helt stille

”ER DER INGEN der har lyst til at blive helbredt”, spurgte han igen med et gennemtrængende brøl.

Stilheden blev gennembrudt af en lyd vi kendte godt. ”[Klonk, kolnk], [klonk, kolnk]”.

”Det er halte-Hans” hviskede folk imens Hans gik op til scenen. Lydene var lyden af hans krykker, som han var nødt til at gå med.

”HVAD ER dit navn”, rungede det ud fra scenen. Prædikanten stirrede intenst på Hans.

”Mit, mit, mit navn er Hans. Halte-Hans”.

”OG hvordan kunne du tænke dig at blive helbredt”, spurgte prædikanten højt.

”Mine Ben, de virker ikke rigtigt. Mit højeste ønske er at kunne gå normalt”, sagde Hans stille.

”INTET ER UMULIGT for gud”, rungede prædikantens stemme. ”Stil du dig over bag forhænget her på scenen”.

Alle var dødstille. Nogle få klappede forvirret et enkelt klap her og der rundt i salen.

”ER DER IKKE flere der kunne ønske sig at blive helbredt”, brølede prædikanten igen.

Pludselig stod der en foran scenen. ”Søren, det er Snøvle-Søren” hviskede nogle fra publikum.

”OG HVAD HEDDER DU SÅ min gode mand” vrælede prædikanten.

Det var Snøvle-Søren, så nogle blandt publikum fnisede. Alle ved at når man snøvler så snakker man lidt mærkeligt.

”Mit navn er Snøvle-Søren, Snøvlede-Søren”. Det kaldte han også sig selv, så vidste alle hvilken søren vi talte om.

”HVAD KAN HERREN hjælpe dig med”? Fortsatte prædikanten.

”Snøvler, jeg snakker sjovt. Jeg vil gerne kunne snakke normalt”, snøvlede søren.

”Kom du blot nærmere min dreng. Gå om bag forhænget. GUD er stor, og gennem bønnen vil herren kurerer både Halte-Hans og Snøvle-Søren”, nærmest sang prædikanten.

STILHED. Hvad ville der nu ske med stakkels Halte-Hans og Snøvle-Søren!

”LAD OS ALLE BEDE FOR GUDS VELSIgnelse”, brølede en meget begejstret prædikant.

Alle foldede hænderne og bad og bed og bed. Vores knoer på hænderne var helt hvide. Tænk dig at vi kunne tage del i et mirakel og helbrede både Snøvle-Søren og Halte-Hans. Minutterne gik men alle var virkelig intense i deres bøn.

Pludselig lød det fra prædikanten. ”LAD MIRAKLET ske Smid dine pløkker ud på scenen Hans”.

Hanses krykker røg over forhænget og ud på scenen [klonk, Klonk].

Der var vild jubel. Hans var helbredt. Der var huje og råben.

Prædikanten var helt vild og stillede sig pludselig som et kors og råbte ”STILLE”. Der blev helt stille.

Prædikanten lød, som han aldrig selv havde oplevet noget lignende. ”Søren lad os høre din smukke stemme, sig noget”.

STILHED

Fra bag forhænget hørte man Sørens sige snøvlende ”Jeg tror sgu ikke det har virket. Hans har lige sat sig på røven”

Tip:

Historierne virker bedst, hvis fortælleren lever sig ind i historien med arme og ben.

Halt som Hans. Snøvl som Søren og vær intens som prædikanten.

Gode virkemidler er, hvis men kan gøre historien lokal. Brug bynavnet fra en lille lokal flække.

Historien skal selvfølgelig ikke læses op fra et stykke papir men fortælles udenad, så det virker næsten troværdigt.